Lasse Schulz giver hans historie

On: Sunday, January 31, 2016 Kommentar: 0 Set: 10055

Lasse Schulz Nielsen, danmarks måske største bodybuilder for blot 1 år siden. Giver dig her en 100% ærlig historie om hans liv med bodybuilding, turen ud af det, og nu tilbage igen.

Opstart på træning og fitness

For dem som ikke ved hvem jeg er, så hedder jeg Lasse Schulz Nielsen, er små 26 år og kommer oprindeligt fra Aarhus men har nu boet i Aalborg i godt 2 år. Jeg læser til fysioterapeut på UCN og arbejdet ved siden af som kok og massør. Det jeg nok har været mest ”kendt” for, har været min tid i bodybuilding & fitness miljøet, hvor jeg brugte alt min tid mellem 2008-2015.


Jeg har altid været et sportsmenneske, en person der var god til stort set alt med en bold, eller bare generelt til fysisk udfoldelse. Jeg var altid typen som blev god til hvilken som helst sport jeg gav mig i kast med, men jeg var også typen som ikke gad når det blev for seriøst. I gennem min barndom var svømning, fodbold og badminton alle sportsgrene som jeg magtede på højt niveau, men så snart at de ville have mig på elite hold og specialtræninger, så stod jeg af. Jeg kunne med andre ord ikke lide, når andre folk skulle bestemme hvordan jeg skulle træne og hvor meget jeg skulle træne. Dette har været et centralt element i forhold til hvorfor jeg blev bidt af bodybuilding, hvilket er en historie i sig selv.
Omkring sommeren 2007, arbejdede jeg som arbejdsmand for et tømrerfirma, hvor jeg en dag formåede at falde ned fra et stillads, og brække min højre hånd. Dette resulterede i at jeg sad indenfor en hel sommer, og ikke lavede andet end at spille computerspil, hvilket medførte at jeg lagde mig lidt ud. Som ung teenage fyr, er man som regel meget kropsbevidst, og jeg var ikke undtagelsen. Jeg havde det ikke godt med hvordan jeg så ud efter den sommer, og begyndte at løbe lidt. En god ven fra mine folkeskoledage som nu også er atlet, foreslog en dag at jeg tog med op at træne i det lille lokale håndbold styrkerum.


Selve rummet var ikke større end 70-80 m2, og der var meget begrænset udstyr, men et squatrack, bænk, træktårn, kabeltårn, benpres, leg curl og så nogle håndvægte og barbells. Jeg tog med derop og kørte en god omgang bryst igennem, og gik hjem med en følelse af at det var faktisk meget fedt. Der var noget fedt over at styrketræne, over det at presse sig selv men også bare hyggen i centeret. Nu skal det siges, at min motivation på det tidspunkt udelukkende var at se bedre ud. Jeg havde ingen tanker om at stille op, om at blive kæmpe stor osv., det eneste jeg ønskede var nogle store arme, et flot bryst og en pæn mave. Vi trænede bryst, skulder og triceps den ene dag, efterfulgt af bryst og biceps den næste, hvorefter vi bare gentog rutinen, så vi vidste med andre ord intet om hvad vi lavede. Det betyder dog ikke at det ikke virkede, voksede meget hurtigt, og stort set alle de strækmærker jeg nu har på armene og ved brystet erhvervede jeg mig under de første 6-8 måneders træning i det lille center.

(Lasse Schulz var manden med de store ben)

Lasse har brugt tights fra blandet andet Sub SportsSkins og Under Armour.


Efter ca. 3 måneder, kom min kammerat og snakkede om, at han havde læst at bentræning skulle være virkelig godt. Vi var begge meget skeptiske, for det skulle også være skide hårdt, men jeg kunne selvfølgelig godt se idéen i at der var symmetri mellem over og underkrop, og min mor sagde at man ikke skulle gå med rundt med stankelben når man havde en stor overkrop. Det var så her jeg stiftede kendskab med bentræning for første gang, og jeg begyndte lige så stille at læse på forummet getbig, hvor jeg fik størstedelen af min basisviden fra. Jeg gik efter noget tid over til at træne fullbody, hvilket jeg faktisk gjorde de 2 første år af min træningskarriere. Det var den klassiske 3 gange om ugen, mandag/onsdag/fredag, pause i weekenden, og så forfra. Jeg startede altid med de 3 store, squat, dødløft og bænkpres, hvilket bevirkede at jeg efter 2 år havde opbygget en ganske fornuftig core, men manglede alt det som de andre fyre havde massere af, bryst, vinger, arme.
Jeg valgte derfor at gå over til et 3 split, som, med mindre ændringer, er det jeg stort set har kørt lige siden.

Den beskidte side

Ca. 2 år efter jeg startede med at træne, stiftede jeg første gang erfaring med Steroider. For at være ærlig, kan jeg faktisk ikke huske hvordan det i første omgang gik til, og hvordan jeg fik skabt kontakten, men det var efter at jeg skiftede til et fitnesscenter ude i Lygten, en forstad til Aarhus, hvor jeg stiftede bekendtskab med en ”dealer”. På dette tidspunkt var jeg omkring 19/20 år, jeg følte mig ung og udødelig, og det eneste jeg ville var at være kæmpe stor. Jeg havde efterhånden, igennem forummet og mit større kendskab til miljøet, lige så stille gået og lege med tanken om at man måske skulle stille op til DM engang, det var jo så populært. Jeg var også klar over, at hvis jeg bare ville have en nogenlunde respektabel størrelse, så var jeg nødt til at gøre det der skulle til for at opnå den størrelse.

(Lasse Schulz da han var størst)


Jeg kendte flere der var brugte sprøjter, og jeg vidste også at dette var den sundeste måde at gøre det på. For dem der ikke ved det, så er der, skåret helt ud i pap, 2 måder at bruge steroider på. Den ene er at bruge det i pille form, den anden er via injektion. Jeg tænkte at jeg hellere måtte gøre det ”sundeste” og fik købt min første ”kur”. Jeg var skide nervøs over at få mit første stik, svedte og var bange, men fik det da overstået. Hvad jeg ikke lige havde regnet med, var den massive ømhed der fulgte dagene efter. Jeg var så øm at jeg knapt kunne gå, og dette satte virkelig en skræk i mig, som gjorde at jeg stoppede øjeblikkeligt, og der gik lang tid før jeg igen benyttede mig af injektion. De følgende 2 år benyttede jeg mig altså kun af piller, og jeg fik en ganske fornuftig størrelse på baggrund af dette. Problemer med piller, er at de skal passere igennem alle dine organer, og det derfor er virkelig er hårdt for blandt andet leveren. Jeg har altid været meget bevidst om sundhedsrisikoen ved at gøre det jeg gjorde, og dette resulterede i, at jeg efter 2 år på piller, besluttede mig for at jeg skulle bruge injektion. Da jeg selv skulle gøre det første gang, var jeg igen skide nervøs, jeg rystede som bare satan, men fik til sidst jokket den i låret. Jeg har aldrig kunnet lide at være afhængig af andre, derfor var det vigtigt for mig at jeg kunne gøre det selv. For at være ærlig, har jeg aldrig syntes at det var fedt, og jeg gjorde det, fordi jeg vidste at det var det der skulle til for at blive større. Jeg har ALDRIG stukket mig selv hvor jeg ikke var nervøs, jeg har aldrig siddet og tænkt at det var fedt og nu blev jeg bare stor, jeg har altid haft det dårligt med det, og jeg så aldrig frem til det. For mig var det nemmest at gøre det tidligt om morgenen, som det første på dagen, fordi så var det overstået og så skulle jeg ikke tænke på det. Alt dette har også betydet at jeg altid stak mig så sjældent som muligt, højst 2 gange om ugen. Over årene blev doserne gradvist større, og selvom jeg ikke går i dybden med hvad jeg brugte, så kan jeg sige at jeg aldrig brugte mere end 3-4 forskellige præparater samtidig, og at jeg, da jeg var størst, brugte ca 6 ml om ugen.


Som jeg nævnte tidligere, var jeg meget bevidst om de risici der var ved at benytte mig af disse ting, så derfor var jeg aldrig på ”kur” i mere end 10-12 uger, og hver kur blev efterfulgt af en PCT(efterkur), hvor jeg søgte at genoprette min krops egen balance. Hvor vidt dette har haft indflydelse på min tilstand i dag, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror det har været en afgørende faktor.

Hvad gjorde alt dette så ved mig? Tja, jeg tror at det at tage stoffer er en stor no no i alles opdragelse. Vi vokser op og lærer at sprøjter og piller er skidt, og det er noget af det dummeste at gøre. Det er også derfor at jeg altid har haft det dårligt hver gang jeg skulle skyde, men det blev selvfølgelig lettere jo flere gange jeg gjorde det.

(Lasse Schulz viser igen, at han havde styr på hans bentræning)


Jeg tror ikke på at folk bliver afhængige af steroider pga. at der er noget i stoffet der gør at du bliver afhængig. Du bliver afhængig af psykiske årsager. Med andre ord, så bliver man afhængig af den styrke det give, den størrelse og fremgang man konstant har. Lige pludselig er der ingen grænser for hvor stor man kan blive, din styrke stiger ekstremt hurtigt, og hver træning er ny og spændende. Når man så skal have en pause fra kuren, så kører man psykisk ned, man tænker at nu bliver man mindre, nu får man intet ud af sin træning fordi man ikke konstant har fremgang, og jeg tror det er her, at der er rigtig mange der falder i. Jeg kender så mange som, når de har ramt den mur, bare har oppet dosen af det de har kørt, og ikke taget en pause. Dette gør så at du sidder fast i en ond cirkel, hvor du aldrig giver din krop lov til at hvile, hvor de aldrig giver den lov til at genoprette sin egen cyklus og balance, hvilket kan medvirke til at du lukker din testosteron produktion permanent. Jeg har set folk på 30 år, som er fuldstændig sat af, folk som var døden nær, folk som ikke kan få børn fordi de bare er slukket for neden. Så hvis der er et budskab jeg kan give videre, så er det at jeg håber at man giver sig den pause. Det vigtige er ikke at se på pausen som om at man ikke har fremgang, man skal se på det som om at man giver kroppen hvile, hvilket bevirker at når du så starter igen, så kan du køre med samme dosis som sidst og stadig få gode resultater, i stedet for at man hele tiden skal tage mere og mere.


Igennem årene, blev både træningen og kurene kombineret med bedre og bedre kost og alt blev kørt så optimalt som muligt ned til mindste detalje. Dette bevirkede også at jeg voksede meget hurtigt og havde meget stor succes og fremgang. Jeg gik på 5 år fra en vægt på 90 til 130 kg, en ekstrem vægtøgning. Når jeg sidder og kigger tilbage på det, er det med et smil, for nu syntes jeg selv at jeg var uhyggeligt stor til sidst, men man ser det ikke selv når man er i det. 

Personlig udvikling

Hvis vi så springer frem til efteråret 2014, så var jeg på daværende tidspunkt flyttet til Aalborg for et par måneder siden. Jeg skulle stille op til DM og vejede ind på en 120-125 kg med en ganske fornuftig fedtprocent. Dette var det største jeg nogensinde havde været og jeg var ganske tilfreds med det hele. Det var samtidig også her at jeg startede på fysioterapeut studiet, og det gik hurtigt op for mig at det krævede meget af mig hvis jeg skulle tage det seriøst. Jeg havde samtidig en støtte hjemmefra og fra mange sider, om at det var fornuftigt at fokusere på uddannelsen, og under de sidste år, var det lige så stille gået op for mig at jeg ikke havde de gener der skulle til for at blive professionel bodybuilder. Jeg var på dette tidspunkt kærester med en på det tidspunkt bodyfitness atlet, som lige havde stillet op til newcomers. At se hende gå igennem det hele, og hvor hårdt det var for hende, gjorde at jeg lidt mistede lysten for selv at stille op, og jeg havde længe gået med tanken om at der måske var mere til livet uden for bodybuilding, og at der også var et liv efter 40 år. Det var også på dette tidspunkt at jeg mærkede de første helbredsproblemer. Jeg snorkede så meget at vi ikke kunne sove i samme rum, og mit blodtryk var alt for højt. Generelt var alle mine tal bare alt for høje.

Den lange nedtur

Jeg valgte derfor at tage en beslutning om ikke at stille op alligevel, hvor min forklaring i første omgang var jeg ville fokusere på senere stævner, tage mere på og så gå efter noget internationalt. Men i virkeligheden var dette første skridt i forhold til at komme ud af bodybuilding. Der gik ikke mange uger før jeg besluttede mig at stoppe helt med steroiderne. Jeg har altid retfærdiggjort det over for mig selv, ved at jeg skulle tage dem for at have en chance når jeg stillede op, og da jeg ikke længere havde denne undskyldning, kunne jeg ikke se meningen i at skulle blive ved. Min eks var meget støttende i dette, hvilket var ekstremt vigtigt da jeg havde brug for at have støtten derhjemme fra. Da jeg havde besluttet mig for at det nu skulle være slut, indledte jeg en 12 ugers lang efterkur, hvor jeg forsøgte at genoprette kroppens egen balance og få mine tal til at blive normale igen.

(Dette er det sidste billede af Lasse Schulz, inden han trådte ud)

Det gik som sådan også fint nok indtil efterkuren var færdig. Da jeg var helt færdig og ikke var på noget som helst, tog min motivation og mit selvværd et ordentligt dyk. Jeg var fuldstændig slukket og lukket ned. Efter alle disse år med misbrug, krævede min krop mere tid til at genoprette sin egen balance, hvilket betød at jeg havde 2 måneder hvor jeg var helt slukket. Jeg tror ikke jeg behøver at forklare nogen mand, hvad det betyder for en, når understellet ikke virker optimalt, men for mig var det en kæmpe psykisk faktor. Jeg havde det virkelig dårligt med mig selv, mit selvværd styrtdykkede, og man kan vel godt sige at jeg kom i en form for identitetskrise. Jeg havde ikke lyst til at træne, jeg havde svært ved at finde glæden ved det jeg før elskede så højt, så træningen blev faset mere og mere ud. En stor del af det der holdte mig sammen, var bekræftelse fra mine venner og min fra min eks, som blev ved med at støtte mig, og blev ved med at fortælle mig de ting jeg havde brug for at høre.


Jeg tror jeg havde en idé om at jeg havde brug for at ændre mig fuldstændig, for at slippe fitnessverdenen helt. Da jeg også opfattede fysioterapi som værende en del af dette, valgte jeg at droppe ud fordi jeg troede jeg ville noget mere. Jeg søgte derfor ind på Jura hvor jeg gik i ét semester. Problemet med Jura er at det ikke helt stemmer overens med den tid jeg vil ligge i det, og det jeg personligt får ud af det, hvorfor det alligevel ikke var mig. Det essentielle er, er at beskrive hvilken identitetskrise jeg gik igennem, hvilken personlighedsskift jeg undergik. Jeg var så fokuseret på mig selv, på hvad jeg ville, at jeg glemte det omkring mig, og under tiden, faldt mit tidligere forhold fra hinanden. Jeg indså lige så stille at jeg måske havde taget et forkert valg, og jeg fortrød at jeg havde stoppet på fysioterapeut, hvilket gjorde at jeg besluttede mig for, at jeg skulle i gang igen hvor jeg slap. Jeg besluttede mig for at jeg skulle i gang med at træne igen, denne gang ikke for at blive kæmpe stor, men fordi jeg bare havde lyst til at træne, jeg havde lyst til at være i miljøet igen, at bruge min krop igen som jeg før var så god til. Hvis der er noget jeg kan sige, er det at der er ekstremt vigtigt at have et godt bagland bag sig når man skal ud af et så langt misbrug, for det ødelagde mig fuldstændig psykisk at give slip på det hele.

(Et billede af Lasse Schulz idag(2 uger gammelt), og ca. 1 år efter hans stop)

Tilbagevenden

Omkring nytår besluttede jeg mig for at det var på tide at jeg fik styr på mig selv igen, at jeg vendte tilbage til det jeg før elskede så højt. Jeg har fundet et center i Aalborg hvor jeg elsker at træne og hvor jeg er omgivet af atleter og mennesker som dyrket bodybuilding på højt plan. Som sagt er målet ikke at blive kæmpe stor igen, men blot at have det sjovt med træningen og at finde glæden ved det jeg elsker. Jeg kan med glæde sige, at alle mine sundhedsmæssige tal er vendt tilbage til et niveau som nu er bedre end normalen. Jeg er med andre ord ”sluppet godt fra det”. Men det er ikke til at sige hvilke konsekvenser og bivirkninger der kan være på længere sigt. Det er også derfor jeg ikke tør at gøre de samme ting igen, da jeg føler at jeg er sluppet meget heldigt fra det, og jeg ikke vil friste skæbnen.


Hvad fremtiden bringer skal jeg ikke kunne sige, men jeg har pt ingen planer om at stille op, den eneste plan jeg har, er at bruge noget tid på at udvikle mig selv, både psykisk og fysisk, vende tilbage til den livsstil jeg elsker, og fokusere på hvad det er jeg vil. Så nu vender jeg tilbage til fitness verdenen, med håb og drømme, som er mere personlige, og som egentlig bare indebærer en god fysik. Jeg kan ikke sige om jeg skal på scenen igen, men lige nu er det ikke i planerne, og det vil aldrig kunne blive i bodybuilding, da jeg ikke kan blive stor nok ikke at tage præparater igen.

Afslutning

Hvis der er noget som jeg håber folk kan tage med fra denne historie, er det ikke at de ikke skal tage steroider, men at de blot skal passe på sig selv, tænke sig om, og huske at dine valg i høj grad påvirker andre og ikke kun dig selv.

Kommentar

Skriv en kommentar